Alkohol og stoffer
Som ung kommer du på et eller andet tidspunkt på en eller anden måde i kontakt med alkohol eller stoffer. Medier og forældre understreger gang på gang med en løftet pegefinger ”Husk nu hvor farligt det kan være!”. Samme medier skaber dog samtidig et billede af alkohol og stoffer, som noget der er sjovt og harmløst. Det er det ikke!
Når man hører udsagn som: ”De fleste har prøvet det på et eller andet tidspunkt. Det er ikke farligt. Du kan sagtens styre det.”. Så kan det være svært at tro på, at det virkelig skulle være så farligt og at det kan få konsekvenser fysisk som psykisk.
Hvorfor er det så vigtigt at drikke sig i hegnet og prøve stoffer? Er det virkelig det værd? At risikere både krop og psyke for at virke sej overfor vennerne eller for at føle man er en del af gruppen?
Det ER farligt!
Der er mange grunde til at tage stoffer. Måske pres fra sine ”venner” da man er en del af en gruppe, eller man som ung har nogle psykiske problemer, man går og bokser med, og benytter derfor stofferne som ”flugt” eller i håbet om at få det bedre.
Har man som ung psykiske problemer, kan rusmidlerne virke som et behageligt tilflugtssted. Et sted hvor man kan gemme sig fra sig selv og det alle de andre tænker om en.
I det øjeblik man er høj på stofferne, forsvinder alt andet og verden virker måske langt mere overskuelig, end den gjorde før.
Er det stadig sejt eller løsningen, når du er endt i et misbrug og det eneste dine tanker handler om, er hvordan du kan skaffe penge til flere stoffer? Måske du tænker det føles som om, at det knytter dig og dine venner tættere sammen? Det der i virkeligheden sker, er, at du fjerner dig fra din familie og dine venner og bliver mere og mere ensom og indelukket. Når rusen forsvinder, er man igen alene og får det måske endnu værre, end inden man tog stofferne.
Lad ikke stofferne forhindre dig i at være dig! Stop op og se dine problemer i øjnene i stedet for at forsøge at glemme dem. Du skal ikke lade dig presse til at gøre noget, som du ikke har lyst til, bare fordi andre også gør det. Det gør ofte bare tingene meget værre.
Problemer er til for at blive løst. Der er altid nogen, der vil hjælpe dig.
Har du brug for hjælp til at løse dine problemer? Eller kender du én, der har? Så kontakt os.
Du er velkommen til at skrive, ringe eller møde op. Har du brug for det, må du gerne tage én med.
Gør en forskel – tør sige fra – og vær stolt af det!